Da jeg vågnede i dag, lå jeg nogle minutter under dynen og slappede af. Jeg synes faktisk at jeg havde det lidt underligt, måske var jeg endda en smule dårlig tilpas.
Ondt i halsen, lød dommen. Jeg blev enig med mig selv om, at jeg måske var ved at få lidt ondt i halsen. Gad vide om der var en forkølelse på vej? Der var i hvertfald en form for ømhed i svælget, og jeg blev enig med mig selv om, at det også var ganske almindelig på denne tid af året.
Denne lille dumme kat, som jeg deler lejlighed med havde hørt min vågenhed, og har for længst løbet tør for tålmodighed. Så den begyndt sit rytmiske dørkrassen og kattejammer, og jeg rejste mig for at stå op.
Det var først jeg så stuen, og alt dens indhold, at jeg kom i tanke om hvad der foregår.
Lommeletter, sugetabler, pamol og andet sygdomsgrej i lige linje. Jeg er jo ikke ved at få ondt i halsen, jeg er ved at være rask efter corona-virus.
Tænk, at man kan sove så godt – eller have så dårlig en hukommelse.Jeg er imponeret under alle omstændigheder!