Nogle af Jer husker måske “Er du bange for mørke”-serien, der kørte i midt 90’erne?
Jeg var knap skolebarn, da jeg så de første afsnit, og jeg var hverken dengang eller nu, bange for mørke.
Jeg var den, der rendte ud af dynerne og slukkede lyset, når vi legede hule med vores far, den der aldrig skreg på natte-løb på koloni, når de voksne hoppede ud af buskene, så X-files i 1. klasse og elskede spændingen, og gik turen gerne alene hjem gennem provinsbyen fra folkeskoleveninderne efter klokken 23, uden strøm på min Nokia 3310.
Det kom jeg til at tænke på igår, da min 53 årige kollega fortalte, at hun efter det skrækkelige Aalborgmord på Mia, ikke længere parkeret på p-pladsen 200 meter fra lejlighedskomplekset. Også selvom det betyder, hun må stille uret til 7.30 efter aftenvagt, for at skulle flytte bilen om morgenen.
At hun simpelthen ikke kán stå ud deroppe, uanset hvor fjollet, hun godt ved det er.
“Er du mærket?” spørger hun, og jeg begynder straks at fortælle om de unge kollegapiger, der også fortæller om deres nye telefonkæde-system og veninder, der ikke har været i byen siden da.
“Men hvad med dig?”, spørger hun så igen.
Men jeg er stadig ikke bange for mørket, kunne jeg fortælle – eller mænd, jeg møder alene i gadebilledet.
Jeg ved ikke om det er min interesse for dansk true crime og statistikkens magt derfra der gør, jeg stadig trækker vejret roligt ned i maven. Fordi jeg simpelthen bare véd at der sker 40-60 mord om året, og at det tal har været meget konsekvent i mange år – og at vores opklaringsprocent i Danmark ligger på 97%.
I hvertfald, har jeg en (naiv?) tro på, at sandssynligheden er så uendelig lille, at jeg mener at almen fornuft og påpasselighed er tilstrækkeligt til, at jeg føler mig sikker.
Jeg har i en årerække gået rigtig rigtig meget byen, som både har indebåret både mange nattelige gåture gennem park og by, pirattaxa-kørsel, masser af fremmede byer med selskab af både fremmede mænd og damer, øl der blev drukket i baren selvom de havde stået ubevogtet, morgenfester efter byture – også hos fremmede unge mænd, bestigelse af Vesterbro-højhuse med “nye venner” fundet på baren og sixpacks fra 7-eleven, øl på havnen for at se solnedgangen over Limfjorden og soven på gulve, sofa’er og i senge hos folk, jeg kendte mere eller mindre godt.
Jeg har nemlig kun rendt ind i gode mænd – måske nogle lidt kiksede, påtrængende eller for fulde, men det har jeg også selv været. Og det har været få.
Og dem der har været for meget, har fået ren besked – fx ham jeg bed i hånden i baren, så der løb blod ned af hans underarm, efter at ha’ fået at vide, jeg ville gøre det, hvis han ikke lod mig være i fred. Mine veninder var også gode til at bide fra – og jeg har altid bare grint at det, selvom det i bagklogskabens lys slet ikke var ok, den måde de opsøgte os på.
Men ham der endte med et ar på håndryggen, var trods alt bare et fjog, ikke farlig.
Jeg har aldrig været utryg, og ingen har nogensinde givet mig grund til at tvivle på menneskeheden.
Jeg gør ikke grin med påpasselighed, og sådan håber jeg ikke det lyder. For jeg har altid mærket efter – holdt mig væk fra folk der har signaleret utilregnelighed, stofmisbrug, ballade og vold, men ellers ikke skelnet til, hvem der måtte være med til festen ved mit bord.
Jeg tror ikke det er held, at jeg har været forskånet for ubehageligheder – men tildels (en lille del) fordi, min situationsfornemmelse er god, men selvfølgelig mest af alt fordi, at langt de fleste drenge og mænd er godt selskab, godt opdraget og forstår et nej.
Så jo, er der nogle blandt dem, som er klamme – et rædsomt og primitivt produkt af deres arv hvad angår deres tilnærmelser – men som stadig ikke farlige folk, der vil dig reelt ondt.
Med den tro, kunne man mene, jeg nemt kunne have været endt i Mia’s situation, eller noget der ligner – og det kan jeg da sådan set heller ikke udelukke.
De fleste mener gudskelov, at hvis en morder opsporer dig, i din korte kjole, er det ham der er fuldstændig galt afmarcheret, og du udelukkende er et offer for en anden mands syge, syge lyster.
Det gør jeg selvsagt også. Og jeg tror derfor det handler om dem, og ikke om dig – og at du skal være så uendelig uheldig, hvis du bliver den næste. Men jeg forstår virkelig godt, nogle står skræmte tilbage, fordi de frygter det kunne ske for dem – den fornemmelse bor bare ikke i mig.
Jeg er stadig ikke bange for mørke.
2 Comments
Agnethe
Jeg er ikke bange for dét i mørket. Jeg er forfærdet over det kan ske, og så i en by som Aalborg, men jeg er nok mere typen som dig (er vild med true crime og det lidt overnaturlige spooky stuff – men ikke gyser!) og så tænker jeg ganske enkelt, at det bare ikke sker for mig… jeg vil ikke leve mit liv i frygt for at nogen skulle overfalde eller dræbe mig og det heller ikke selvom, jeg har fået dødstrusler i mit tidligere arbejde.
Men jeg kan da ikke lade være med at tænke over hvordan det bliver, når mine børn gerne vil til at gå i byen og skal færdes i nattelivet (heldigvis først om mange år) og hvad jeg kan gøre for, at den følelse, jeg har, smitter bare lidt af på dem og hvilke forbehold jeg skal tage som forælder, hvis de nu ikke har det som mig, for det skal jeg også støtte dem i ❤
venterpaavin
Det forstår jeg godt – det er generelt en kæmpe opgave af have børn, og særligt balancen mellem tillid og årvågenhed, er så vigtig at kunne formidle – jeg er sikker på, du gør det godt😀
Er enig i at man ikke skal leve i frygt, i et land hvor risikoen er så lille – det er spild af god energi♥️😀
– A