En af de absolut bedste ting ved at der er juli, er i min optik, at Skansefesten i Hals slår sine folder i denne uge.
Siden jeg har været i midt tyverne har vi taget de 30 kilometer op til dejlige Hals, der i sommertid emmer af glade sommerferiegæster, store vaffelis og festlig havnestemning. Dette særligt i disse dage, og igår var ingen undtagelse.
Traditionen tro skulle vi gennemgå kræmmermarkedet og gå tur nær børnetivoliet og på havnen. Der er både skrammel og guld, og det er altid anledning til meget morskab at gå gennem borde og kasser med ro. Meget 80’er og 90’er nostalgi får frit løb, blandt smukt porcelæn og retro magarinekasser.
Forrige år havde vi lånt et sommerhus og var derfor på “Smugkroen” til livemusik og et par øl også, så er man det, kan det varmt anbefales. Alene stemingen af at passere det telt, gør en i VLTJ-humør, på den der helt pinlige, skønne, jyske måde.
Igår brugte vi i stedet tiden på at nyde solen, der trods en del susen, endelig efter klokken 15 var fremme igen for første gang i to døgn, og så endda for fuld skrald og det lunede herligt.
Forsøget på at udnytte den bedst muligt, travede vi derfor både havn og lystbådhavn igennem, og nede ved den giganstiske isbryder “Isbjørn” spottede vi pludselig tre nye gæster.
De smukkeste “galions”-kvinder, repræseneret med hver sin tekst og budskab, strålede i kap med solens stråler og efterlod et stort indtryk.
De er helt sikkert et besøg værd, og en glædelig oplevelse, i en ellers meget traditionsbunden tur.
Både “Pandekagehuset” og Havkatten er gode bud på spisesteder i Hals, og det afhænger lidt af hvilken dag vi plejer at komme forbi Skansefesten, hvilken vi tager. Vi kommer nemlig altid for at se Skansespillet, som er fremragende amatørteater, og jeg glæder mig vitterligt som et lille barn hver gang.
Er vi der til frokost og til Skansespillet kl. 15, plejer vi at tage et stjerneskud eller en snitzel på Havkatten, hvor vi ofte griber en tidlig og hurtig cafetur på kun 1,5-2 timer til aftensmad på førstnævnte, hvis vi allerede skal sidde klar i sæderne 19.00.
I år havde jeg været særlig spændt, fordi de skulle spille 2. og 3. bind af Skammerens datter. Den første spillede de tilbage i 2018, og nu skulle vi endelig se afslutningen på værket.
Både scenen og voldene omkring var inkluderet til set-uppet og det gav en utrolig autentisk vibe, og både effekter, røg, live orkesteret og de mange, mange skuespillere lagde sig i selen for at levere et troværdigt og dedikeret show.
Trods de mange omveje og småændringer for at få plottet til at gå op på knap 2,5 time, var jeg fuldt ud opslugt og virkelig imponeret over forestillingen! Det var intenst, morsomt og spændende, og jeg var helt forelsket i alle sangene.
Det er pudsigt man kan holde sig meget af musicalfortolkninger af værker, man holder af, når man sjældent bryder sig om filmatiseringerne.
Så med kuldegys og glade miner, forlod vi Skansen et herligt eventyr rigtere, og på vejen ud, fik vi både et “tak for i aften” og en flyer i hånden med næste års forestilling på.
The Addams Family er på programmet, til min store fryd, og jeg ser allerede frem til næste år.