A,  jeg elsker det,  nørd,  snaksnak

Okay, nu bliver det vist lidt nørdet..

Jeg har altid haft en svaghed for at kunne lave en opstilling – derfor var særligt Playmobil og Barbie, samt senere dukkehusting, i højsæde, da jeg skulle finde ønsker til min ønskeseddel i 90’erne. ALT med små detaljer og ting, der gjorde legen virkelighedstro, var jeg fascineret af. Selv mine tegninger, kunne tage timer, fordi hver eneste kage skulle tegnes med sirlig krymmel og bær, butikshylderne skulle have et stort udvalg af naturtro dagligvarer og øjenvipperne skulle der være nok af.

Mine forældre kunne godt kort stikke til købmanden fra da jeg var fem, for tusherne og papiret passede mig – at de kom hjem og afbrød tegneriet var nærmere en forstyrrelse, hvis jeg da overhovedet bemærkede de ankom.

Så som barn kunne jeg eftersigende forsvinde ind i min verden i timevis, hvor jeg kunne tegne, opstille og lege – særligt opstille – ud af mine kæmpe samlinger af legetøj. Jeg elskede at samle, og vores forældre bakkede altid op, når vi virkelig holdt af noget bestemt, så vores interesse (og dermed legetimerne og legens udvikling) blev fastholdt.

Jeg ved ikke hvor mange gange jeg kunne lokke mine forældre til at tage et af de dengang værdifulde kamerabilleder af, den “scene” jeg havde sat. Velklædte dukker på række, der sad til selskab med små dukkeboller foran sig, Shelly-dukker der boede på børnehjem og havde sengestuer, legerum og spisepladser og sceancer med magisk skov-Playmobil med grantræer, enhjørning, feer og vandfald.

Så da vores forældre for nylig ryddede ud på loftet, og fandt mine højtskattede dukkehusting, som jeg fra jeg var 9-11 år, samlede benhårdt på, var jeg selvfølgelig ved at dåne. Jeg husker stadig, at de stod i min hippe, hvide, afskallede reol og var det eneste “legetøj” der var overlevet, bortset fra et par pyntebamser” i min pre-teenager værelse. Hver ting så detaljeret, veludført og virkelighedstro – jeg synes det var det smukkeste jeg havde, selvom det ikke længere skulle leges med.

Så da samlingen pludselig var oppe at vende for et par måneder siden, da lageret på loftet skulle gennemgåes, kriblede i fingerene for at gense det… og at lave en opstilling, naturligvis.

Særligt fordi, vi nu nærmer os juletid, og hvert år købte min mor et minijuletræ, og hendes sirligt flettede julestjerner, kunne derfor pryde familiens stue, hvilket skabte den mest utrolige julestemning.

Det sku’ jeg da ha’!! I år! Jeg blev helt besat ved tanken.

Utroligt så meget, man kan drømme om et dukkehus, selv i en alder af 33, ikke?

.. og den slags, skal man jo ikke sige til Skægaben.

For pludselig – så hár man altså et dukkehus. Og hvilket dukkehus! Kæmpestort og lyst, lige til at gå til.

Han er fandme sød, han er.

Herfra var der ikke langt fra tanke til handling, og efter en tur i Tiger, for lidt småting at supplere julehyggen med, kunne jeg igen forsvinde ind i min fantasiverden, for at opbygge den nostalgiske julestue. Et fantastisk projekt.

Det får hvertfald love at pynte december ud – og så flytter hele familien nok op på kontoret, og får varig plads der, indtil en anden højtid kunne byde sig til en gang oppytning.

Indtil da, så nyder jeg i fulde drag, at have min barndoms drømmehjem pyntende i stuen – og det gør mig glad hver dag, at skulle kigge til dem alle sammen.

Så er julen for alvor landet i Dukkehuset.

4 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *