Jeg frygter altid lidt:
Tvangsægteskab med Bubber, Paludan og alle de der polerede, kropsbehåringsløse, pumpede mænd fra Hollywood.
At møde en elg. Altså. Se dem lige.
At være bænket i timevis i selskab, der ikke ejer selvironi.
Sommerfugle, mariehøner og guldsmede – alt der kan flyve ind i ens hår, bag persienner eller ind i lampeskærme – brrh. Det er nemmere bare at flytte ud, hvis sådan en flyver ind af vinduet.
Reality programmer – min pinlighedsgrænse er nået allerede ved introsangen.
At opfange andres sygdom, såvel som at videregive sygdom selv – for det er da så røvmeget spild af liv, at være ringe. Dette også, selvom jeg praktisk taget aldrig er syg – og heller ikke har været det i år. Måske det for mig – ligesom for K – er en slags erhvervsskade, efter mange år i jobs, hvor man har skulle passe på sig selv, fordi man hjælper udsatte borgergrupper. Det er så synd for alle de børn og voksne, der er sløje og har været det stortset gennem hele december, for man ved jo, så mange gør sig umage. Men det lidt utroligt, at myndighederne er ude og sige folk altså skal blive hjemme og holde op med at invitere gæster, hvis nogen i husstanden fejler noget, der kan smitte. Altså, er det ikke almen pli?
Til gengæld lærer jeg aldrig sådan helt at blive bange for:
At løbe tør for noget at snakke om.
At sige fra, hvis der er noget jeg virkelig ikke vil – eller ikke vil finde mig i. Det er gudskelov ret sjældent bydende nødvendigt.
Når folk ikke synes, jeg lige er deres kop the. Det er superfair, og helt umuligt at hidse sig op over.
At venner og familie fortæller gamle, pinlige fortællinger med mig som hovedperson – har i reglen selv videregivet dem til alle jeg kender, med store armbevægelser og ekstra ydmygende anekdoter, om egen dumhed.
Noget som helst overnaturligt.
12 Comments
Ellen
Jeg holder meget af dine små causerier af denne art 😘
Jeg er på ingen måde bange for sommerfugle, mariehøner og guldsmede, men resten kan jeg godt nikke genkendende til. Dog frygter jeg heller ikke realityprogrammer, men jeg afskyr dem og undgår dem 100 % – jeg synes de er hjernedøde og totalt spild af tid.
venterpaavin
Jeg har en virkelig smertelig pinlighedsgrænse – det skær mig i hjertet, når jeg hører/ser noget der gør mig pinlig berørt. Kan gå helt i panik på samme måde, som hvis nogen vil kilde mig. Så derfor føles det som reel frygt – min intimsfærde bliver helt skamferet af reality🙊
Dejligt, du nyder at læse med på vores lister, det glæder os altid.
– A
Marlene H
Det var da en god griner 😂.
Kan relatere til meget af det.
Især den del der handler om mariehøns og sommerfugle. Endnu værre er det med natsværmere og stankelben.
Får også lyst til at flytte, når de dukker op. Gys.
venterpaavin
Ej, så er det ikke bare mig. Folk tror altid, det er en joke, når man rykker helt panisk væk fra dem ude i naturen😂
– A
Eva
I Sverige er jeg engang stødt ind i en elg. Vi blev lige forskrækkede, vi løb heldigvis hver sin vej.
venterpaavin
Det var godt med bred enighed lige der!
Jeg har mødt en mor-elg i Lille Vildmose der lå med sin baby i vejkanten – men der var jeg trods alt i en bil.
– A
Tina/Mormormedstiletter
Skønt skriv:-)
venterpaavin
Tak 😉
– A
Piskeriset.dk
Altså, elge er jo også sindssygt store! Tror også jeg ville hoppe en halv meter, hvis jeg stødte på en i de svenske skove :O
venterpaavin
Ja, de er jo virkelig VIRKELIG store. Yaiks!
– A
Charlotte (Uglemor)
Jeg deler frygten for
At møde en elg. Altså. Se dem lige.
At være bænket i timevis i selskab, der ikke ejer selvironi.
Til gengæld er jeg altså bange for spøgelser – det kan godt være, de ikke kan skade mig, men skræmee mig … jo, altså!
PS. Er I på ferie eller hvor er jeres fredags-opslag blevet af?
venterpaavin
Godt du vil være med på at frygte ting – du tager endda spøgelserne med.
Vi er bare bagud med vores liv – får smidt nogle i kø😎
– A