Jeg glæder mig til,  Jubiii,  juleri

Når kabalen pludselig går op

Jeg burde egentlig være mere voksen på det punkt. Have accepteret, at det faktisk ikke er ægte vigtigt. Det er jo bare en højtid, og jeg har nu engang et job, som aldrig holder lukket. Jeg har slået mig rigtigt meget oveni hovedet, slået hælene sammen og fortalt mig selv, hvor gammel det egentlig er jeg er. Nogle gange er jeg faktisk næsten helt overbevist om, at jeg er helt okay med det. For det er jo hyggeligt, siger jeg til mig selv. Og jeg har jo ret, når man først er på job, og musikken spiller ér det jo slet ikke jordens undergang.
Jeg kan bare ikke rigtig sig mig fri for, at have snappet en lille smule efter vejret af fryd, da min kollega luftede muligheden for, at hun måske ville have min vagt. Den 24. december. Jeg kunne faktisk næsten ikke sove, den dag svaret var på vej. Allerede, da samtalen gik igang fik jeg julelys i øjnene – hvilket var tydeligt for alle, som sad omkring mig. Jeg fik næsten ikke røde ører, da drillerierne begyndte. Både fordi de var venlige, og fordi jeg på en måde har sluttet fred med det.

Jeg bliver nok aldrig voksen på det punkt. Det er bare vigtigt for mig. Den der ubeskrivelig glæde, som breder sig i alle mine celler, når jeg tænker på at gå omkring juletræet, samtalerne over julemaden, alt det fjoller, stemningen og de tusinde aldrig ting, som jeg næsten ikke orker at gå glip af.

Men det lykkes, det hele. Midt i min søndagsvagt tikkede sms’en ind. Julen er reddet. Eller den bliver i hvertfald en hel del sødere for mig, og min nærmeste familie, som stadig ikke rigtigt har fået armene ned endnu.

Den slags lykke følelse skal jeg heldigvis ikke lede længe efter – den venter lige rundt om hjørnet.

8 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *