A,  dagens humør,  fortællinger

Lørdagslykke – et flashback.

Idag er det lørdag, og jeg har glædet mig. Ikke til aftenvagten, der i dagens anledning først starter kl. 16, men til at se den person, jeg skal bruge timerne op til med.

Min pragtfulde, ældste (eller.. altså ikke sådan aldersmæssigt, mere sådan årsmæssigt) barndomsveninde, er nemlig hjemme i Aalborg og jeg bliver fantastisk glad hver gang. Min søde, søde M.

Vi har boet overfor hinanden i ca. 19 år, lige siden jeg blev skudt ud, en efterårsdag i oktober år 1990, hvor M allerede stavrede rundt i sin flyverdragt og var få måneder fra, at fylde to.

Vores store barndomsvej var et stort fællesskab af unger og vi var en 6-7 stykker, der rendte hinanden på dørene, gyngede, spillede spil, stod på ruller og hoppede i badebassin.

Men da M blev stor nok til skolen, kom hun i den kommunale i nabobyen, og jeg året efter i den lokale hippi-friskole. Og så blev det mere til vinken på cykelstien og nye venner.

Det lå dog lidt i kortene, at vi ville møde hinanden igen, for vi havde et væld af fælles veninder, i og med at hun gik i klasse med min kusine, som jeg var rigtig tæt med. Og pludselig stod vi der. Til telthygge i Jeannes have – en pige der var flyttet fra M’s klasse, over på min skole, og som jeg klikkede helt perfekt med.

Men til min store overraskelse, fandt jeg en langt mere vedholdent venskab den dag.

For Anne på 11 og M på 13 sov ikke den nat. De grinede og grinede. Snakkede Harry Potter, fandt på skøre ord, lavede telefonfis med drengene, og pludselig var det morgen i teltet. Den kære Nokia 3310 var tør for strøm for længst, og de andre piger, var gået kold for mange timer siden. Men vi fik lirket en af de slumrende tøsers frem og kigget. Den var nærmere halv seks, og både fuglefløjt og solskin herskede uden for teltet, og først der, besluttede vi os for at indhente lidt søvn.

Den aften blev startskuddet til fast ugentlige veninde-aftaler – allerhelst hos M, for hun havde TV på værelset, og et væld af serier, hun fulgte med i. Så sad vi der, med fællesdyne og med en rittersport hver og en til deling. 3 for en tyver!

M købte fast en i lys til sig (gerne den med kiks, I ved), den med marcipan til mig, og en suprise, gerne den nyeste variant.

Senere fulgte halfester, koncerter og en del privatfester, hvor den stod på drengefjoller, en del vestfyn pilsner drukket og Nik & Jay blev sunget. Det var altid ufattelig sjovt, for M er sådan en der tiltrækker selskab som fluepapir, og havde et væld af venskaber fra nettet, Rød ungdom og diverse sammenhænge, så det var sjældent kedeligt.

Tænk, at der fandtes en, der havde ligeså mange skøre ord, lavede fjollestemmer, drømte forfatterdrømmen, også kunne hele “Kejserens nye flip” uden af, gad at læse ens romanuddrag og som sendte sine egne. En hvis mund kørte med 110 i timen, og som man kunne sms’e med to timer efter, man var rendt over på den anden side af vejen kl. 22, fordi, der stadig var mere at ævle om.

Jeg havde i sandhed fået en perfekt ven til mit kartotek af venner, for der var ingen der lignede mig så meget på mange punkter og stadig på andre var SÅ forskellig. Og det fungerede bare – især fordi vi altid har ønsket hinanden flere venner og delt flere mellem os – ingen jalouxi eller uvenskab er nogensinde dukket op. Vi gad ikke de samme drenge, ville ikke opdrage på hinandens dårlige vaner – og så længe hun måtte få Vile Valo og jeg Pede B på kendishylden, var alt perfekt.

Da vi så begge flyttede ud, var vi også heldige. For vi endte kun en cykeltur fra hinanden og indtil for få år siden, gik der stadig max 14 dage mellem jeg så hende til lækker mad i sofaen, cafébesøg og biografture. Så når jeg svinger forbi Danmarksgade, skænker jeg hende stadig en tanke.

Men hun skulle til KBH – og det ved jeg godt, er det allerbedste for hende. Det har nemlig været planen og målet, i så mange år og jeg har heppet hele vejen igennem. For længe hun stikker hjem omtrent hver 3. måned, så er jeg glad – og vores pennevenne-smser er stadig alen lange. Det kloge hoved, med de tusinde ideer, stor sult efter viden og et gedint ambitionsniveau, har fulgt sin drøm og det må jeg indrømme, jeg beundre hende helt vildt for.

Og nu er hun ‘hjemme’ – det er hun heldigvis tit- og vi skal mødes på en af vores tre stamcafeer om kort tid. Ved allerede nu, at vi taler somom der ikke er gået en dag siden sidst, begge kommer til at spilde på bordet og med garanti lige må diskutere, om tjeneren er lækker. Jeg er til høje mænd med skæg og M elsker dem langt hår og glimt i øjet – så må vi se.

Men, ih, hvor bliver det skønt. Så kan vi lige holde ud til, vi skal gå den årlige juletur i hjembyen d. 24.

Håber, jeres lørdag starter ligeså dejligt ud!

One Comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *