A,  anbefaling,  ferie,  inspiration,  på tur,  PURE NICENESS,  snaksnak

Magisk sviptur #2

Dag 2 på vores lille sviptur (læs om dag 1 her) var også temmelig magisk – bare på en helt anden måde, end den foregående dag.

Skægaben og jeg vågnede som bekendt op i storby-Århus, men her skulle vi ikke blive.

Herren havde påtaget sig opgaven at finde et udflugtsmål på hjemturen, og han havde sat “Den Fynske Landsby” på kortet – et sted ingen af os har været, men som han rigtig gerne ville se, efter at have researchet om tankerne bag projektet.

Og når man som os, har læst rigtig, rigtig mange bøger, som skal foregå på denne tid, så ér det faktisk temmelig fantastisk, at besøge et sted, hvor alt er bevaret eller delvist rekonstrueret, således at du føler, at du helt og aldeles ægte står hjemme i Skammerens urtehave, i Charles Ingalls’ hestestald eller i Katholt-familiens køkken.

Er du nysgerrig kan kigge med, lige her.

Dag 2:

Før afgang skulle vi dog først fylde lidt brændstof på tanken, og som I kan se på Skægabens foto her, var det af den allerbedste slags – brunch med det hele. Den gigantiske skål med sprødt, ristet surdejsbrød må I tænke Jer til, men den var virkelig prægtig.

Vi har været på Fika en enkel gang før i Jægersborgsgade, og selvom det rent politisk er overordentlig hipstergennemført på de kanter, er det på sådan en reel og ordentlig måde, at man slet ikke føler konceptet om bæredygtighed og økologi overtager på en selvhævdende måde eller kommer til udtryk med et lige lovligt prætentiøst menukort – det er slet og ret virkelig god mad, søde personaler og kvaltitetsprodukter på tallerkenen. Savner dog, at man kan bestille en hel kande kaffe – drikker man en kop varm, er sådan en væk på 1-2 minutter, og det er jo ikke meget, at gøre godt med, til en hel tallerken fornøjelser.

Men det er også min eneste anke, og det var både lækkert og hyggeligt også at besøge deres lille café i Nørregade.

En kørertur på en time +\- efter maden, ankom vi som planlagt til Den Fynske Landsby.

Vi var ufattelig heldige med vejret, og brugte et par timer på at slendre det hele igennem. Masser af glade bondegårdsdyr, køkkenhaver, værksteder, oplysende skilte og små hjem i alskens sociale lag senere, var vi ganske imponerede.

Faktisk stak tiden lidt af for os – vi havde haft ambitioner om også at nå både kaffe på stedets bedårende gæstgiveri, og et kort øjeblik, da vi ankom, overvejede vi også en tur med hestevognen og et smut op i museumsshoppen og kigge på legetøj og bøger.

Men tiden var simpelthen løbet ud, som sand mellem hænderne på os.

Heldigvis havde vi nået hele byen igennem i godt og roligt tempo, og det var hovedsagen – men lad det være et tip til dig, der måske overvejer en tur dertil.

Heldigvis var Cirkel K leveringsdygtige i eftermiddagskaffe og snacks, og efter en dejlig dag i solen, kunne vi stikke hjem mod Aalborg, med koffein i blodet alligevel.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *