A,  ferie,  Feriedagbog,  jeg elsker det,  Jubiii,  K,  snaksnak

Göteborg feriedagbog 1. del

Mandag d. 29 september kl. 12 sad vi på en bænk i Frederikshaven og så ud på vandet. Ingen af os er særligt transportstærke, så sommerfuglene i maven skyldtes ikke kun feriekuller. Vi havde glædet os til at skulle afsted i nogle måneder. Sidste års Sverige-tur var skøn, så vi lod os friste endnu engang.

Sejlturen forløb heldigvis uden de store kvaler – vi kørte den ind med kaffe, havudsigt og en masse snak. Før vi vidste af det havde klokken slået 17:30, og vi måtte ud i det svenske i jagten på vores hotel.
Vi havde bestilt overnatning på Center Hotel, og det kom vi ikke til at fortryde. Faktisk var det det bedste hotelværelse, som vi har haft fornøjelsen af i årevis – og så ligger det dejligt centralt.

Næste punkt på dagens ordene var tapas. Vi spiser næsten altid tapas, når vi rejser og denne tur var ingen undtagelse. Vi havde i forvejen bestilt bord på Mañana, et skønt lille sted nær vores hotel. Vi startede ballet ud med en hel kande hvid sangria, vi var jo ikke kommet for at danse, så der var ingen grund til at holde sig tilbage. Maden fik også hele armen, og vi var så tilfreds da retterne blev båret til bordet. Velsmagende, enkle og lækre ‘små’ retter som passede godt til to sultne damer. Vi er ikke de store dessertspisere (medmindre der er ost på menuen), men vi skulle jo alligevel fejre den første aften afslutning – så vi snuppede en iskold dessert-fadøl, og gik glade og tilfreds i seng den aften.

Næste morgen vågende vi op til den smukkeste solskinsdag. Göteborg skruede virkelig op for vejr-charmen under vores besøg, og vi nød hvert minut.
Turens første morgenmad skulle spises på Lé GBG. Et ultra Instragram-venligt med lækker mad og gode priser. Vi bestilte Acai-smoothiebowls og dele en avocadomad med fritteret sød kartoffel på. Det var præcis lige så lækkert som det så ud, og vi drømmer lige om at få en Lé i Aalborg engang.

Efter den smukke morgenmad, var det tid til en lille spadseretur i det flotte vejr.
Vi ville se byens naturhistoriske museum. Det er vores tradition, når vi rejser – hvis byen vi besøger altså har sådan et. A havde haft fornøjelsen af det tidligere, men var heldigvis klar på endnu et visit. Museet er gratis og kan virkelig anbefales, hvis man som os gider at glo på udstoppede dyr i timevis. Der var også en lille cafe på stedet, hvilket vi fejrede med dagens anden kop kaffe.

Dagens tredje kop kaffe blev indtaget på Espresso House – vi kan ikke få nok af deres iskaffe, så den bliver også besøgt flittigt, når vi udenfor Aalborg. Vi fik lagt planer for aftenen og nydt vores snack, vi fik blandt andet kigget i den fortryllende Sci-Fi-boghandel i gågaden og nydt solen i den lille park ved domkirken.

På vores slentretur var vi gået forbi Kopps Kungsgatan. Alle de fine svenskere, som sad ude og nød eftermiddagssolen fik servere alverdens lækkerier, så der var ikke meget tvivl, da det endnu engang blev spisetid. Gedeostepizza med valnødder, syltede løg og honning og så en cæsarsalat med rejer, i stedet for kylling, kunne vi ikke stå for.
Maden var så lækker, betjeningen sød og omgivelserne dejlige – faktisk begyndte vi allerede at planlægge vores genkomst på stedet, da det var for godt til at gå sådan rigtig glip af igen.

Aftenen sluttede vi af i BioPalatset. Vi har fået for vane, at i gå i biografen på vores ferier – der er ikke noget værre end at bruge aftenen på et hotelværelse, og her er en biftur virkelig et godt alternativ. Vi så trailers, læste op og tjekkede tider, mens vi sad på Espresso House. Der var ikke lige nogle film, som strøg direkte til tops på listen, men vi landede på den nye TopGun-film. Tom Cruise giver os begge myrekryb, så det var ganske tåkrummende at se ham spille ‘lækker, såret helt’ (seriøst, det svar jo til at have Bubber i rollen som Patrick Swayze) – men udover det, var det jo en vaskeægte feel-good-film. Dårlige replikker, skøn musik og en masse action. Vi var så begejstrede og gik begge glade derfra.

Aften to sluttede med natmad under dynerne og Ternet i Ninja på lydbog – en helt igennem perfekt feriedag!

4 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *