.. eller er det mangel på samme?
Da jeg lagde hovedet på puden i går fyldtes jeg med glæde. Glæde over at det eneste jeg havde på tegnebrættet i dag er en lang tur på cyklen, altantid og måske en lille smule opgaveskrivning. Hvilken fryd og lykke. Jeg besluttede mig derfor for at sove længe – sådan rigtig teenage-længe. Det er sjældent, at jeg har evnerne, men jeg var en smule mast efter i går, så mente at det måtte være en smal sag. Der var trods alt ikke noget presserende på programmet eller samvittigheden. Og jeg var gået tidligt i seng. Altså min form for tidligt, hvilket indebære at ligge i sengen omkring kl 23, og sove omkring midnat, senest.
Klip til klokken 03:38, hvor lysvågen slår øjnene op. Uden den mindste smule træthedskvalme eller uoversku i årene. Jeg var bare færdig med at sove. Altså ikke at jeg giver op så let. Har selvfølgelig siden forsøgt mig on and off med at tvinge søvnen igennem lige siden – men snart slår klokken 7, og jeg har ikke set skyggen af en bonuslur endnu.
Skal jeg give op og gå igang med dagen eller give det endnu et skud? Det er længe siden at min søvnrytme har været helt så afsindig (tak til tyngdedyne og melatonin). Vil jo helst ikke gøre det værre end det er.
Solen skinner heldigvis allerede, så uanset om søvnen kommer eller ej kan jeg vist godt begynde at glæde mig til at komme lidt ud.