A,  anbefaling,  ferie,  Feriedagbog,  fjoller,  jeg elsker det,  Nyt køb,  snaksnak

Edinburgh, feriedagbog, dag 3:

Dag 3 i Edinburgh var over os, og i jagten på en hæderlig brunch efter vores vinaften, havde jeg hjemmefra sonderet terrænnet for passende en af slagsen. Tilmed havde jeg faktisk booket bord hjemmefra, velvidne om at lørdag kan være svær på de eftertragtede, små og ekstralækre urbansteder.

Det viste sig at være en god idé, og vi fik hvad der synes som stedets eneste ledige bord. Mens vi sad der, dukkede der så et par enkelte op, men de stod ikke tomme længe, og det forstår man godt.

UrbanAngel har et lille, men solidt menukort, hvor der tit skiftes ud, søde og smukke serveringstøser i mavebluser der leverer smil og hyppig service, og generelt en skøn stemning. Det slår ikke fejl, medmindre man tilfældigvis er en smule kræsen af sig.

Acai-bowlen er på min top tre over alle dem, jeg nogensinde har spist, og guderne skal vide, jeg har været gennem en del.

De næste par timer brugte vi på Skotlands nationalmuseum – endnu en gratis glæde, vi endte med at sætte stor pris på. Man ku’ ha’ brugt oceaner(!) af tid derinde. Der er inter støvet og tungt over deres sale – de er derimod vokset ind i himlen, og der er tons af interaktivt mekanik, smukke kostumer, betagende orientalske kulturting og et væld af smukke dyr, galakse-besøg og luftballoner, over alt.

Er man der en hel uge, havde jeg delt besøget op i to, for man kunne dreje hovedet af led.

Desværre havde de udsolgt af deres billetter til særudstillingen om Dr. Who, som vi ellers havde sat næsen op efter. Så er vi varm på en udstilling i den kategori næste gang, så har vi i mente, at sådan en med fordel kan bestilles hjemmefra.

Heldigvis ryster vi hurtigt den slags af os, velvidne om byen byder på så meget, at der er masser på “måske” listen til, at vi altid kan finde en skøn erstatning, for de frigivede timer.

Eksempelvis fandt vi ud af, at den famøse kirkegård fra Harry Potter-universet lå lige skråt overfor museet.

For dem af os der har set Flammernes Pokal et utal af gange, var der ingen tvivl om, at det er her inspirationen er hentet, når man går gennem den skæve, grå og dystre park, som er et helt eventyrligt område i sig selv.

Fiona, guiden igår, fortalte os at grunden til at Edinburgh ser så anderledes ud end resten ad Storbritanien, med deres stengærde og bygninger skyldes, at de har bygget byen op på primært sandsten og fordi byen er virkelig gammel, vil meget af midtbyen synes “grå brun”. Meget solidt håndværk, må man sige – men det er åbenbart kun så længe de ikke vaskes på – for så vil de pulverisere. Så det gør de aldrig – og hun siger, med et kæmpe grin, at om vinteren kan det se rædderligt ud, men at det må man tage med.

Som turist er det slet ikke der, mine tanker er – det er en kæmpe del af charmen med det ‘beskidte’ og gammeldags look, og er netop det der her på kirkegården giver den helt autentiske stemning, som går igen i Harry Potter-filmene.

Tom Riddle blev naturligvis besøgt, før vi fandt ud af uhyggeriet og tilbage på de pulserende gågader.

Efter alt det travleri, var småsulten dukket op, og vi besluttede os for at finde os en snack og få hvilet fødderne lidt.

Tilbage på Grassmarket, som vi besøgte på dag 1, stak vi forbi Hula.

Som navnet indikerer trådte vi ind i en pastelfarvet og funky verden, hvor der var hjemmelavede wraps, pokébowls, smoothies og festlige kager.

I eufori over morgenmadsbowlen, hoppede jeg på en mango/banan version med bærswirl (som havde den helt rette mængde peanutbutter), hvormod Skægaben hoppede på en gang laks, ris og knasende grønt.

Vi parrede det op med iskaffe og friskpresset juice – absolut et godt sted at kigge ind, til en hel anden stemning.

Resten af eftermiddagen brugte vi på at sende postkort og shoppe lidt lir til Skægaben i det gigantiske stormagasin St. James. Der var virkelig mange butikker, og Skægaben fandt også hvad han skulle bruge. Tillige, i sin ferierus, forærede han mig det fineste cover til min mobil – det er nemlig kropumuligt at finde et med glimmer på, til en 11 Max, og han havde åbenbart bestilt et på nettet til mig i ‘påskeæg’, der aldrig nåede frem. Men pludselig stod vi foran et, og det røg på disken.

Så nu er den igen smart klædt på, og jeg fryder mig over det hver dag.

Tilbage i Oldtown skulle slaget stå med en gang ægte skotsk pubmad – og her var Pibers Rest det absolut bedste valg, havde vi ladt os fortælle.

Skotland gør virkelig meget ud af muslinger og laks, som deres uendeligt mange Lorchs flyder med, og naturligvis lam – som alle deres uendeligt mange lav landsmarker er fyldt med.

Så der blev bestilt “haggis med ‘tats and ‘nips” og “samon with springonion-mash”, til skotsk live musik, mens der i drinkkortet kunne læres de rette lokale gloser til den brandert, de kraftigt opfordrede til, at en tur på deres pub kunne ende med.

Desserten blev en friteret marsbar – bare fordi, de simpelthen havde det så mange steder, at det måtte prøves. Mere sjovt end reelt delikat, men det skullé prøves.

Herlig stemning – herlig hjemmelavet kvalitetsmad. Det var virkelig et sted, man kunne fornemme den lokale skotte sad plantet, og hvor man fremhævede det skotske køkken på samme vis, som vi vil fremelske det danske, på et badehotel ud til vandet.

Men selvom Skægaben da kørte en Guiness ned til maden, var der altså ingen druk i vente her. Tværtimod havde vi, inspireret af en bus vi så dagen før, sat os for at vende tilbage til den kirkegårdsligende uhygge fra tidligere.

En prægtig, fjollet og underholdende tur med byens Ghost-Bus var virkelig en god aftenaktivitet – masser af skrækkelige savn og myter blev fortalt, af vores fuldstændigt teaterklare vært Samuel, og han kørte sit oneman-show helt til kanten med skaberi og drama i rigelige mængder.

Tilbage på sikker grund på Royal Mile, havde vi kun en lille gåtur hjem til hotellet på Princess Street, og kunne roligt sige, at vi havde rundet endnu en dag med fuld plade på morskaben i Edinburgh.

3 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *