Feriedagbog, Torino, dag 3

Fik du læst dag 2?

Solen stod igen højt over Torino, da vi onsdag morgen begav os ud i hedebølgen.

En god gang morgenmad var, som det altid er, det første reele mål for dagen.

Vi fandt Avocuddle (lidt sødt, hva’? Nu det skulle være) i den fineste overdækkede shoppingpassage, akkurat som vi har set dem i Paris.

Den stor smilende ejer var vældig sød og tjenstvillig, og straks havde vi rygendes varm kaffe foran os – “american coffee” naturligvis. Ingen italiener vil nogensinde vedkende sig det der fortyndede pjask, vi andre kalder kaffe – dette uanset om man er i Rom, Milano eller Torino – espresso er en kop kaffe, og det andet noget oversøisk blasfemi.

Maden kom også, og var ligeså lækker som den så ud.

Ude af den lille café, var vi ikke gået mange skridt, før vi fik os en ny veninde. En mikroskobisk italiensk kvinde på + 80, gestikulerede en small-talk bemærkning, da jeg stod tavs med hovedet i Skægabens rygsæk, og da Skægaben så smilende får sagt: “No italian, sorry”, spørger hun hvor vi så er fra.

“Denmark”, var svaret selvfølgelig, og her overrasker den lille frue ved at sige: “Nå, så I snakkæ dansg! Jeg snakkæ os’ dansg!”

Det viser sig at damen har haft arbejde på en fin italiensk restaurant på Strøget i 2 år, da hun var 22, fordi onklen til hendes daværende ungdomskæreste ejede den og manglede tjenere. Kvinden kunne både fortælle hvilken port man skulle ind ad, og berette om “den der kolde vinter”, hvor byboerne måtte hakke bådene der lå i søerne, fri af den bundfrosne is.

Vi lyttede med stor glæde, kommenterede på og takkede for hendes fine danske bid livshistorie – hun vinker her til farvel, og da vi går op af det snørklede fortov, mens hun klamrede sig til trolly’en, fik hun glædesstrålende brølet “rød grød med fløde”. Så bedårende altså!

“Hah! Igen. Det der sker virkelig bare altid for dig” siger Skægaben så, der selvsagt ofte er med, når fremmede taler til mig ganske upfordret.

Og det gør det – sikke en gave.

Skægabens mobilkamera klikkede et utal af gange, da vi kort efter vores venindesnak, endte på Kongeslottet i Torino.

Et virkelig hæsblæsende smukt og velholdt sted, hvor den engelske skiltning gjorde besøget ekstra interessant, når vores historiske viden er begrænset.

Jeg elskede særligt de to koloenorme våbenhaller med armbrøste, rustninger og sværd, der lignede noget fra eventyr. Intet slog dog den frygindgydende kirkelige del, som var så ujordisk smuk og betagende i sort, guld og hvid marmor, at selv en vantro som jeg, mødte det med ærefrygt.

Haven var selvsagt også et mesterværk, og vi gik en lille runde i den forreste del, mens de lokale klogeligt nød den fra de mange bænke i skyggen.

Det sted var absolut et visit værd.

Herefter blev vi nødt til at tanke op med koffein, og i en ikke-turistet by som Torino, er det kropumuligt at finde iskaffe. Når du så finder 1 ud af byens 2 eneste Starbucks, forstår de slet ikke hvad du beder om, når du beder om en “ice coffe”. Først når du beder om en “cold caffe latte” er de nogenlunde med og ser med medlidenhed på dig, men får den lavet.

Da jeg fandt Skægaben ved et bord, kunne vi til vores store morskab så se, at alle andre var udstyret med icetea, lyserøde milkshakes og chokolade frappachino’s. Ingén ud af de 35 mennesker vi kunne se, havde simpelthen valgt iskaffe.

De amerikanere dér, de ved intet om kaffe – det er tydeligt!

Heldigvis fik jeg også endnu en ny veninde i den lange kø op til kaffeindkøbet. En britisk italiener, hjemme på ferie hos familien, ville både drøfte bastantheden i cookies vs. italiensk biscotti, brokke sig over køen og himle med øjnene over sin familie. Hun virkede lige dele passivagressiv og i højt humør – og måske endda taknemmelig over at kunne gribe en tilfældig turist til en lille snak, så hun lige kunne få hendes søster/kusine lidt på afstand, som hun fin gestikuleret ud af køen og butikken, da hun fik kløerne i mig, i den 8 meterlange kø.

Efterfølgende begav vi os på det famøse Egyptiske Museum, som har en pudsig og interessant grund til, at ligge smukt og vældigt midt i Torino.

Der var meget om egypternes tro og gravritualer, men også diverse fund og klæder. Vi var udemærket underholdt, og fik fx lært at man opdrættede katte alene for at mumificere dem og sælge dem til pilgrimsrejsende. Det var da viden, jeg ikke lige stod med, før jeg entreerede.

Så var klokken ved at nærme sig 18, og vi stak derfor forbi Carrefour Express efter lidt snacks og bobler på køl.

Skægaben havde nemlig, traditionen tro, fundet et dejligt sted med en Michelinstjerne i hatten, som vi skulle besøge.

Vores dejlige hotel stod garant for et strygebræt til skjorten og imens hældte jeg prosecco i tandpastakrusene, fik vores festplayliste lov at bryde igennem den italienske aircon-luft med diverse pop, rap og rock numre.

Lidt sminke på og en ny kjole, og så ku’ vi skåle.

Klokken 20 stod vi såldes nydeligt ret, lige i tid til Vintage1997 slog dørene op, til en fabelagtig aften.

Elegante, røde stofklædte lokaler, en blinkende lampe og lokal mad fra egnen – intet prætentiøst, bare god stemning og italiensk lune.

Jeg elsker stadig den ældgamle, Godfather-agtige tjener, der med raspende stemme svarede iskoldt og retorisk: “why not?”, da Skægaben spurgte om vi kunne starte med nogle bobler.

Så er vi startet, ikke?

Da Skægaben dernæst beder om forklaringen på de to slags vin, der er blandt vores yndlings, udbrøder han med samme knastørre og “my boy”-agtige hvæsen: “Why you drink’e this, when you in Pietmonté, ey? You should drink’e this today” og bladre hen til en lang billigere, lokal vin.

Og han havde – selvfølgelig – helt ret. Den var skøn til maden.

Generelt var der ikke en finger at sætte på stedet, og selvom vi plejer at fravælge tartar, var vi ikke et sekundt i tvivl om at ville spise det op her, ligesom at jeg også spiste en relativt stor mængde pasta, fordi den var helt ude af skala med alt jeg har smagt før. Skægaben havde dog stor glæde ved, at kunne få lov at spise resterne – pasta er jo rundt regnet mandens livret, uanset hvad det så måtte blandes op med.

Timerne gik og lækre retter og snak med min pæne mand gjorde, at tiden fløj afsted.

Ovenstående billeder var blot et udsnit af de manhe serveringer, og så mætte som vi muligvis aldrig har været før, stavrede vi hjem, da restauranten lukkede.

Skal man til Torino, og interesserer sig lidt for god mad, kan det ikke gøres bedre, billigere eller mere charmerende end her.