Hyleskabet

Kan du huske det afsnit af Friends, hvor Phoebes brandalarm ikke vil stoppe med at hyle? Hun skiller den ad, smadre den og smider den til sidst ud i affaldsskakten – og alligevel hyler den bare løs.

Sagen er den, at jeg for nogle måneder tilbage besluttede mig for, at anskaffe mig et nyt køleskab. Det gamle var et min farfar havde overtalt/truet gårdmændende i boligforeningen til at udlevere til mig. Det stod bare i deres frokoststue og skulle pensioneres, sagde farfar. Køleskabet var allerede voldgammel den gang, men beggars can’t be choosers – eller hvad nu man siger. Og det havde jo teknisk set tjent mig godt. Se bort fra de høje elregning og der utætte fryser, som gerne skulle afrimes engang i timen.

Jeg fik dog endelig taget mig sammen til, at bede min far om, at hjælpe mig med at skaffe et nyt – ja, så voksen er jeg. Det blev en billig brugt sag, som kunne hentes et par dage efter. Min far og svoger drønede afsted efter det, og leverede det her på adressen. Det blev sat i stik, jeg fyldte det op og så startede balladen faktisk. For køleskabet hylede og hylede. Først tænkte jeg, at det kunne skyldes, at det ikke var koldt nok efter køreturen.

Det viste sig dog, at det var fordi listen i døren ikke kunne nå op til knappen, som fortæller køleskabet, at døren rent faktisk er lukket. Og det var køleskabet dog ikke tilfreds med. Jeg er typen til, at lade mig slå ud over den slags bagateller – så jeg fandt tape, pap og lidt fingersnilde frem. Før jeg vidste af det var problemet løst, så længe jeg vil kunne leve med et køleskab uden lys i, ville jeg kunne få helt helt lydløst køleskab. Hvilken fryd!

Jeg har ikke spekuleret ret meget over det køleskab i månederne efter. Det har bare været der, og alt har været fint. Lige indtil en nat for nogle uger siden, hvor er jeg blev vækket af min dybe søvn af en voldsomt hysterisk hylen. Den var insisterende som en brandalarm på speed eller noget. Forskrækket og søvndrukken udøvede jeg en form for nyvågnet nøgenløb, som var meget lidt elegant. Havde ikke rigtigt forstået, at det var køleskabet der skreg, fordi tapen havde gik op. Så jeg tænkte på alt fra ild, til vrede vågne naboer med høtyve.
Det var en forvirrende oplevelse, særligt fordi at jeg ikke lige sådan have tape ved hånden. Med efter noget kamp og verdens mest elendige malertape – fik jeg da et par timers søvn, for hele missæren gentog sig selv. Til sidst gav jeg op og stod op.
Siden hen har jeg dog lånt mig til noget gaffatape – og køleskabet har været rart og roligt, lige som jeg kan lide det.