For et år siden, postede jeg følgende indlæg Rod i mit liv. Med fuldt ladet våben, klar til at skyde gråspurve med kanoner.
Jeg kan stadig genkalde klumpen i halsen og panikken i nattetimerne.
Akkurat, som da vi ‘datede’, var jeg rasende. På min egen stemme i hovedet. Også på Skægaben, for at være så pisse sikker. Og alle andre, for at være så opbakkende, at det gjorde ondt. For den lå kun hos mig. Selvom jeg glædede mig helt vildt, var jeg på en måde panisk på samme tid. Rædslen boblede i mig så snart hjernen fik frit spil, og var svær at stoppe. Ikke synerligt sympatisk at være i rodskrot stressmode, fordi jeg skulle flytte sammen, med min favoritperson – vel?
Nu er jeg nået frem til, at jeg havde alt som jeg ville have det – i pose og i sæk. Blæste og havde mel i munden. Og jeg var dødsangst for enten at miste verdens bedste Skægabe eller mig selv – et valg, der naturligvis ikke blev relevant. Men i mit hoved, var der en reel risiko.
Skægaben? Han grinede bare, når jeg sagde det – “det skal noook gå!” Han har efter eget udsagn været klar i årevis – han tænker altid med hjertet, og jeg oftest med hjernen. Det gjorde desuden også, at han blev vild med mig efter de første tre gange vi mødtes – og der gik et år, hvor jeg holdt gryden i kog, og først sagde ja der. Jeg lader ham ofte vide, at jeg er ham taknemmelig for, han holdt mit vegelsind ud – det samme gælder denne gang.
Han er nemlig det fuldstændig rolige væsen, jeg drømmer om at være, der er i kontakt med sine følelser og servere dem på sølvfad, modsat den neurotiske overtænker her. Ham ved jeg altid, præcis hvor jeg har.
Og hvad siger panikhjernen til den fordeling?
“Grundig og velovervejet”, argumentere jeg med, jeg er – og kalder ham flyvsk og mener, ofte han ikke tænker sig om. Men indrømmet, er det vist mig, der var lige lovlig overanalyserende og mildest talt hunderæd i dette tilfælde.
Jeg forestillede mig, mig og Skægabens yndlingspar at spotte i Ikea – vi kalder dem “Bettina og Karsten”.
Bettina er gerne i ført noget storblomstret, har en “smart korthårsfrisure” og “ben i næsen”, hvis hun skulle sige det selv. Og hun machere med blok og kuglepen, 2 meter foran Karsten. Karsten går med ludende skuldre, og nervøse trækninger. Hårgrænsen er vigende og hans kasket fra AaB, har han med nød og næppe, fået lov at få på idag. Han kigger ned. Skubber vognen og slæber fødderne. Indtil hun brøler: “Kar-stEN!”, hvorefter han løber hen, og kigger hvor hun peger.
Og netop dem: De er min største frygt. Ægte, sure, gamle par. Der sover med hænderne over dynen og gider, at folde deres sokker pænt til skuffen. Tænk, hvis vi blev dem nu?
Jeg troede på en eller anden måde, at med en sammenflytning, medfulgte “voksenbrevet”. Jeg tænkte, at verden da ville forvente noget .. ‘andet’, er nok det bedste ord? Ville man ikke så have jeg blev lidt mere hjemme, end jeg normalvis er? Og en fuldtidstilling – eller børn i overmorgen?
Mit hoved kørte rundt. Jeg sjældent er hjemme i mere end en håndfuld timer af gangen, medmindre jeg har besøg. På det område er jeg ikke helt voksen, og arbejder bevidst deltid – ca. 24 timer pr. uge i aftenvagt, som bostøtte på bosted, og det elsker jeg. Tanken om at vie 37 timer af mit liv til et arbejde, fremfor de mennesker jeg holdet af, forekommer mig helt hjernedød. Var det ok, stadig væk?
Min kæreste – min dimentrale modsætning – lægger på de 37-50 timer og knuselsker det. Skal jeg nu blive A-menneske?, buldrede min hjerne. Og få et ægte ergoterapeut-job i Hjørring og et kørekort, som mine stræber-medstuderende drømte om?
Jeg tænkte, at det búrde jeg vel, nu hvor jeg skulle ‘blive voksen’.
Og dertil kom kronen på værket: Ville jeg ikke, blive den værste udgave af mig selv? Og ham med!? Indespærret på sofaen som en artig hausfrau, med 37 timers job og uden overskud. Rende som en mor og lave oprydningslister, vifte med pegefingeren, og være sådan en pernittengryn, jeg altid har holdt mig for god til at være, fordi vi boede hver for sig? Vi var jo altid ved ham, og jeg nød jo bare et frirum med opvask og sure sokker på spisebordet, fordi at derhjemme i mit frirum var der top clean.
“Og hvad med hans tvivlsomme hukommelse overfor aftaler?” mimrede stemmen, med elefant hukommelse. En mand der er notorisk kendt for at glemme selv aftaler med sin mor, kan sove over sig tre gange på en uge, selvom han har en lederstilling på job og glemmer tidspunkter for vores aftaler? Det er til at klare, når man ses et par gange om ugen, men kan man bo med ham, uden at flå hans hoved af, og spise det?
Selvom han i et halvt år, faktisk havde oppet sig en del på det punkt, efter at have brugt mobil-kalender, inklusiv alarm på hver aftale, dukkede den gamle diskussion op for fuld styrke, i nattetimerne. Komplet tåbeligt!
Midt i al min glæde over mit liv, ledte jeg simpelthen efter fejlbias, som ren forsvarsmekanisme mod, min egen angst for, at give afkald på alt det, jeg frygtede, måske ville ændre sig.
Og så kom flytningen. Alt kom på plads og så sad jeg der, helt lykkelig over mit held – men ventede stadig, i mit stille sind, på katastrofen.
Mig og Skægabens frygtpar i Ikea – “Bettina og Karsten” flyttede ikke ind – det var bare os.
Det viste sig nemlig heldigvis, at min kloge mor havde ret da hun sagde, at der næppe var nogle af os, der havde lyst til at opdrage på hinandens livsstil, nu hvor vi aldrig har gidet det før.
Og hvor havde hun ret – på en sådan måde, at jeg efter den første måned, følte, mine skuldre var en kampvægt ala Joakim B. Olsen’s lettere. Også selvom vores forskelligheder giver et par clash, er det jo ligegyldigt, fordi alt andet bare fungerer.
Så vi fortsætter som vi plejer. Han er stadig ind sjælden gang i mellem øretæveindbydende distræt, men ligeså hjælpsom, betænksom og pæn – og jeg er stadig pernittengryn, men har ikke måtte få en korthårsfrisure eller en karriere (og er ikke blevet en frigid mokke). Hurra!
Han render på stadion, cykler med min far og er på et hav på drengedates – jeg passer mine sager med kulturoplevelser, veninder, familie og alt det andet. Og så forenes vi 1-2,gange ugentligt til læggen i arm, fællesspisning, hyggeligheder ud af huset mv. – og holder desuden nattesnakken ved lige, hver aften inden sengetid, når vi kommer sent hjem (ofte alt alt for længe).
Husholdningen? Well, til min overraskelse, er vi faktisk et vildt godt team. De huslige opgaver aka rengøring, tøjvask, indkøb, gulvvask, plantevanderi og økonomi er skarpt opdelt, og ingen blander sig i den andens opgave – vi udføre dem nemlig bare, når den anden ikke er hjemme, og så er tingene done. Uden slinger i valsen, sådan i store træk.
Konklusionen er dermed: At jo. Det giver da ind i mellem noget rabalder at være kæreste og bo sammen med sin dimentrale modsætning, men det er heldigvis primært en fantastisk berigelse. Og ingen har fået flået hovedet af, og alle tallerkner er indtakte.
Så spørger du, hvordan det går, her et år efter?
Det går temmelig skønt, skulle jeg hilse at sige.
This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish.Accept Read More Privacy & Cookies Policy
7 Comments
Pia Trans
Det er imponerende hvordan vi nogen gange kan overkomplicere ting – dejligt at høre, at alt er godt!
venterpaavin
Ja, det må man sige ?. Jeg er også så glad for, det hele faldt på plads.
– A
Tine
Hvor er det dejligt, at det er gået sådan, Anne. Men selvfølgelig har det fyldt meget, det kan jeg virkelig godt forstå. Det er jo en KÆMPE beslutning at flytte sammen – sådan havde jeg det i hvert fald også. Hvorfor ændre på noget, der fungerer? Men jeg ELSKER at bo sammen med min kæreste (og nu, hvor han er min mand, ville det måske være lidt sært at bo hver for sig), og netop nattesnakkene er ideelle, når man nu er nogle travle mennesker med mange aftaler. Bare det, at man sover sammen, giver en tryghed og nærhed, som jeg bruger i min hverdag. 🙂 Fedt indlæg, og godt, at du er glad og ikke blev til Bettina.
(Og hurra for en FORRYGENDE AaB-kamp i går!)
venterpaavin
Tak for din besked Tine – hvor er du sød! Jeg er glad for, jeg ikke virker så ravendes sindssyg, som jeg følte mig – jeg synes nemlig det var stort og komplet sært, hvor andre efter 3 måneder, ser den slags som en “total naturlig udvikling” ?. Ikke her!
Men du har helt ret, at sove sammen og dele nattetimerne, er alene en fornøjelse og at rende på hinanden en lille time på dagen, før man skal hver til sit ☺️?.
– A
Ps. Og ja, min kæreste var fuldstændig oppe at ringe, da jeg kom hjem fra Teater i fredags ?
Pingback:
Pingback:
Pingback: