Namaste, bitches

I en verden af overskudsmennesker, som blæser rundt, og finder lykken i en sky af selvrealisering og yoga kan det være lidt svært, at være ganske standart. Jeg siger ikke, at jeg er misundelig eller de gør det helt forkert. Jeg siger bare at det aldrig bliver mig. Jeg kunne da sagtens claime yoga og veganisme – men mine skuldre kan slet ikke bære den slags form for selvbedrag. Ikke at det ikke er fedt, at være sådan lidt småkedelig og ret ordinær. Jeg har aldrig rigtig evnet at gå op i noget med liv og/eller sjæl.

Når man hverken kan bære en strikhue (på den cute måde), dedikere sin tid til dyrene eller finde glæde i et par timers daglig yoga, hvad gør man så?

Man begynder simpelthen at farve garn. Det er meget mere mig – det sviner og roder ukristeligt, og så får man lov at lege med farve, hvilket er noget af det bedste jeg ved. Endelig har jeg fundet mig en hobby, som kan gøre lidt nytte. Folk omkring mig er nemlig ganske håndarbejstossede og hjælper mig derfor gerne af med mine kreationer.

Det er så hyggeligt, og jeg føler mig faktisk ganske zen, når jeg står ved de dampende gryder med farvepletter i hele køkkenet. Det er en fryd uden lige.

Fastholdelse er ikke min stærke side, men har på fornemmelsen at det kommer til at holde ved.

Hvad gør du med din tid? Hvor finder du roen?