A,  fråd,  inspiration,  opskrift,  Uncategorized

Kartoffelsuppe med spicy brydebrød og kikærter.

I forrige uge var hoveddelen af min svigerfamilie på besøg, og jeg havde fået æren af at stå i køkkenet. Det er altid så hyggeligt, synes jeg, og resultatet blev også vel modtaget. Valget faldt på en klassisk kartoffel/porre-suppe med et lille twist i form af lidt orientalsk tilbehør, hvidløg og et brydebrød med spark i. Dertil var der også sprød bacon, syrlig cremefraiche og revet cheddar.

Opskrifterne på de tre hoveddele, er ikke synderligt kompliceret og elementerne deri er billige. Tilmed er det god gæstemad, fordi den sagtens kan forberedes et døgn eller et par timer forinden. Jeg lavede suppen om eftermiddagen og brøddet stod længe til efterhævning, og blev sat ind lige da gæsterne var på vej. Så kunne de smide jakkerne i god ro, og få lun brød til suppen. Alternativt kunne det sagtens være lavet dagen inden. Bacon og kikærter kan også problemfrit laves i forvejen og stå tildækket indtil servering.

Mine brydebrød blev lavet af tre slags brød af samme grunddej og med følgende smage “texmex cheddar”, “oregano/hørfrø” og “sort oliven”. Der blev en god portion, flere end vi fem spiste, men de er gode at have på frost og holder snildt et par dage i en pose.

Jeg anbefaler at man køber en stor forrevet texmex ost/lageret cheddar, så der også er til suppen, som topping. Men er man mere til fx parmasan eller mozarella vil denne nemt kunne udskiftes, ligesom man nemt vil kunne udskifte oliven med fx. feta eller soltørrede tomater.

Kun fantasien sætter grænser. Her får I opskriften, som jeg lavede den.

Kartoffelporre-suppe med spicy suppebrød og ristede kikærter.

5 personer

Suppe:

2, 5 kilo skrællede bagekartofler.

1 porre.

2 små (rød)løg.

3 fed hvidløg.

250 ml. fløde

1 x grønsagsboullion, plus vand.

Salt og peber.

Fremgangsmetode: Alle de grove grønsager/rodfrugter koges møre i vand, der lige dækker, i selskab med to store skefulde salt og en boullion terning. Når de er bløde blendes hele molevitten med et stavblender, fløde og pressede hvidløg tilsættes, hvorefter suppen koges ind i minimum 5 minutter og smages til.

Brydebrød:

25 g gær.

1 tsk salt.

1 tsk sukker.

3 dl lun vand.

6-700 hvedemel (et cirka bud).

1,5 skyr eller yoghurt.

1 æg.

0,5 dl olivenolie.

Fyld: Texmex ost, stenfri oliven (8-15 styk), oregano og hørfrø.

Fremgangsmetode: Gær opløses i lun vand, hvortil æg, skyr og olie tilsættes. Mel, sukker og salt blandes i, til du har en fast let klistret dej. Stilles til hævning minimum 30 minutter.

Efter de 30 minutter hældes dejen ud på melklædt bord og deles i tre. I de tre kugler indæltes let og hurtigt de ønskede indredienser. Dertil formes de til individuelle små boller i et fad, evt med et lille mellemrum i mellem. Dertil pensles de med olivenolie og drysses evt med mere ost/hørfrø.

Efterhæves herefter i 15 minutter og bages ved 200 grader, til dejen sprækker let og de er gyldne.

Kikærter:

250 gram drænede kikærter fra dåse.

Krydderi efter eget valg – her chili og barbeque.

Salt.

Olie.

Fremgangsmetode: Sæt ovnen på 200 grader. Skyl de drænede kikærter, bred dem ud på bagepapir og vend dem i salt, olie og krydder. Bages til de er sprøde, ca. 7-10 minutter.

Valgfrit tilbehør yderligere:

1 bæger cremefraiche.

200 gram ristet bacon.

150 gram revet ost (evt. rester fra det til brødet).

Servering

Suppen stilles ind i varm stand, sammen med tilbehøret – kikærter og brød kan serveres varme, såvel som kolde.

Dertil kommer skålene med det forristede bacon og cremefraice, samt revet ost, hvis disse frister. Ellers går retten også helt fint solo.

Det er gæstemad uden stress, hvis du spørger mig.

Velbekomme.

3 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *