Så er vi officelt ovre den famøse juleuge, og jeg er (ligesom resten af blogland) fuldstændig bombet og gennemhygget fra inderst til yderst. Lidt som var det tømmermænd, bare med taknemmelighed som fortegn, fremfor massiv skam.
Meget bedre – men også liiidt hårdt, med al’ den hygge. Det er virkelig bare så skønt, men også overvældende. Som vores mor, i halv sjov og halv alvor, siger: “Altså nej! Jamen.. jeg får migræne!”, hver gang min far hiver endnu en smuk, uventet gave frem.
Hygge er hårdt! Fedt og hårdt.
For hygge, det har absolut været det, der har været i …
