Så er sommertiden ovre, “normaltid” tilbage, D-vitaminglasset indviet og vi ringer ind til den sidste oktoberuge. De seneste dage har der dog været så gråt, at det såmænd hverken gør fra eller til – eller er det bare mig? Synes simpelthen det er somom nogen har glemt, at tænde for lyset udenfor.
Tager vitterligt konstant mig selv i at famle efter telefonen i tasken, for at skrue op for lysstyrken i mit liv, for sekunder efter at indse, at den funktion altså ikke gælder til himlen. Øv. Man kan jo nærmest ikle vågne op, med sådan et lag dis over …
